Skip to main content

Mænd får æren for kvinders teamwork

{module 177}
 

Kvinder er rigtig dårlige til at tage æren for et stykke arbejde i teamwork, hvor mænd også deltager.

De kan godt tage æren, hvis deres kolleger er kvinder, men når mænd også deltager, så træder kvinder ydmygt tilbage.

Det viser en ny undersøgelse udført af forskere fra University of Massachusetts Lowell og New York University.

Undersøgelsen, der offentliggøres i publikationen Personality and Social Psychology Bulletin, omfattede 44 mænd og 36 kvinder, som blev sat til at arbejde sammen. Alle fik at vide, at de hver i sær var ansvarlige for arbejdets resultat.  Forskerne bad hver deltager om at bruge 20 minutter på at færdiggøre en opgave, der involverede prioriteringer og organiseringer af memo’er og emails.

Og deltagerne fik at vide, at deres bidrag ville indgå sammen med deres partners for at teamet opnåede en samlet score. I virkeligheden var der slet ikke nogen anden deltager i teamet.

Deltagerne modtog derefter feedback på deres arbejde, og de fik 71 point ud af 75 mulige, som forskerne kaldte ’gruppe feedback’ eller ’individuel feedback’. 

Fremhæver mænds indsats

Når de fik positiv gruppe feedback, og kvinderne troede, de havde arbejdet sammen med en mand, nedvurderede deres eget bidrag og fremhævede den anden – fiktive – kollegas indsats.

Forskernes videre undersøgelser viste, at det samme ikke gjorde sig gældende, når kvinderne troede, at det var en anden kvinde, hun arbejdede sammen med.

”Disse resultater er vigtige, fordi de punkterer opfattelsen af, at det er et generelt problem, at kvinder er tilbageholdende i grupper,” siger forskeren Michelle Hayes.

En undersøgelse fra 1996 viste, at kvinder, som uden ydmyghed talte om, hvad de havde opnået blev opfattet mere negativt end mænd. Omgivelserne mente ikke, de fortjente deres succes på samme måde, som man mente mænd gjorde.

Forskning fra 2010 viste, at kvinders modvilje mod at promovere sig selv og egne bedrifter kan forhindre dem i at opnå lederstillinger.