Skip to main content

Kvinders immunsystem blokerer effektiv smertebehandling

Immunceller i kvinders hjerner blokerer for at smertelindring er lige så effektiv som hos mænd - og er måske medvirkende til fibromyalgi.

{snippet start}

Det antyder en ny undersøgelse fra Georgia State University, hvor forskere har blokeret disse immunceller hos hunrotter og konstateret, at morfin blev mere effektiv.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of Neuroscience, fandt, at når mikroglia, som er immunsystemet i hjernen, blev blokeret, blev hunrotternes reaktion på smertestillende medicin forbedret og svarede til smertelindring hos hanrotter.

Kvinder lider af en højere forekomst af kroniske og inflammatoriske smertetilstande som fibromyalgi og slidgigt. Selv om morfin er et af de primære lægemidler, der anvendes til behandling af svær eller kronisk smerte, er det ofte mindre effektivt hos kvinder.

"Både kliniske og prækliniske studier tyder på, at kvinder har brug for næsten dobbelt så meget morfin som mænd for at opnå sammenlignelig smertelindring," siger Hillary Doyle fra Neuroscience Institute of Georgia State.

"Vores team ledte derfor efter en forklaring på dette fænomen i de kønsforskelle, der er i hjernens mikroglia."

Hos raske mennesker scanner mikroglia hjernen efter tegn på infektion eller patogener. Hvis der ikke er smerte forstyrrer morfin de normale kropsfunktioner og opfattes som et patogen, hvilket aktiverer hjernens mikroglia, der forårsager frigivelse af inflammatoriske kemikalier som cytokiner.

For at teste hvordan denne kønsforskel påvirker smertelindring gav Doyle både han- og hunrotter et lægemiddel, der hæmmer aktivering af mikroglia.

"Resultaterne af undersøgelsen har stor betydning for behandling af smerter, og antyder, at mikroglia kan være et vigtigt mål for medicin, så opioider giver bedre smertelindring hos kvinder," siger Dr. Anne Murphy, der er medforfatter på studiet og lektor ved Neuroscience Institute på Georgia State.

Forskernes konstatering af, at mikroglia er mere aktiv i områder af hjernen, der har betydning for smertebehandling, kan bidrage til forståelsen af hvorfor de forskellige kroniske smertertilstande er betydeligt mere almindelige hos kvinder end mænd.