Skip to main content

6 tips til et bedre selvværd

{snippet modul199}
 
{module 187}

Hvis du ind imellem føler, det kniber med dit selvværd, så er her nogle gode råd til, hvordan du kan booste det og få det bedre med dig selv – og dine omgivelser.

1. Giv dig selv et eftersyn – begynd med dine tanker. Opdag, hvad du tænker om dig selv og vurder, om dine tankemønstre arbejder for dig eller imod dig. Hvis du har brug for hjælp til denne proces, så findes der selvværdsmanualer med gode opskrifter. Du kan også opsøge en kognitiv terapeut, der kan hjælpe dig i arbejdet med dig selv.

2. Husk, at du har ret til at sige fra, når nogen overskrider dine grænser. Det er også ok at komme bagefter og sige fra. Eksempel: Du har passet din venindes hund i din sommerferie og har ikke selv kunnet rejse. Da hun henter sin hund, siger du, at du gerne vil passe hendes hund, men at det fremover ikke kan blive i din egen ferie. Det vigtige er at få øvet sig i ”svære” færdigheder, inden du står i en krævende situation og i forhold til de mennesker, der er vigtige for dig.

3. Vurder om du generelt tager for meget hensyn til andre på bekostning af dig selv. Tør du ikke sige nej til andre af skræk for, at de vil forlade dig? Er det virkelig sandt, at de vil forlade dig, hvis du siger nej? Mange af os har katastrofetanker, som aldrig bliver til noget.

4. Få selvdisciplin. Hvis du laver aftaler med dig selv om f.eks. at træne mere, spise mindre slik eller andet, så skal du overholde dem. Hvis ikke du holder de aftaler, du laver med dig selv, så mister du troen på dig selv.

5. Du skal vide, at selvværd kan svinge både fra dag til dag og i forhold til dem, du er sammen med. Dit selvværd bliver hver dag udfordret, så lær dig selv at genfinde balancen hurtigt, når du bliver udfordret og undgå selvbebrejdelser og nedladende taler i forhold til dig selv.

6. Kritik fra andre kan være en kilde til et højt selvværd. Det gør, at du kan opdage i tide, hvis du er ”utro” overfor dig selv. Hvis du gør kritikken konstruktiv, hjælper det dig med at udvikle en nuanceret måde at være i verden på. Alle, du møder og omgås, har en mening om dig, så opsøg kritikken og vurder, om der er hold i den. Kritik er ikke farlig. Det kræver mod at se tingene i øjnene, men du kan vokse af det. Gradvist vil din livsindstilling ændre sig.

Kilde: Bedre Selvværd. 10 trin til at styrke din indre GPS. Af Irene Henriette Oestrich. Politikens Forlag 2013.

Læs også Irene Oestrichs blogs her på Voksne Kvinder.