Skip to main content

Er du blevet for gammel til din mad?

Når du kommer op i alderen bør du måske overveje om grapefrugt, kaffe og mange andre fødevarer stadig er sundt for dig.
 
{module 133}

Det er ikke nok at tjekke om maden er blevet for gammel.Jo ældre du bliver må du også spørge dig selv om du er blevet for gammel til maden.

Med alderen må vi se i øjnene, at kroppens reaktioner ændrer sig. Mad- og drikkevarer, som vi før i tiden kunne indtage i uendelige mængder, giver måske i dag problemer med maven.

Ligesom vi også risikerer, at immunforsvaret svækkes og at vi derfor ikke kan tåle samme påvirkninger, som tidligere.

Men flere af de fødevarer, der kan give voksne mennesker problemer, er samtidig også gode kilder til vigtige næringsstoffer. Så det handler om at håndtere de nye udfordringer bedst muligt. Her er et par eksempler på mad og drikke, der kan give os voksne udfordringer:

Grapefrugt

Hvis du får medicin, skal du være opmærksom på, at f.eks. grapefrugt kan have indflydelse på, hvordan medicinen virker. Når din læge udskriver medicin til dig, skal du altid spørge, om der er noget mad, du skal være særlig opmærksom på. F.eks. hvis du tager medicin mod for højt blodtryk, angst eller søvnløshed, kan grapefrugtjuice have indflydelse på medicinens virkning. Men sørg for, at du alligevel får nok C-vitamin og kalium ved f.eks. at drikke appelsinjuice.

Mælkeprodukter

Det er muligt, at du med alderen har fået problemer med at fordøje mælk og mælkevarer. Men husk at kalk og protein er vigtigt, og du behøver måske ikke udelukke disse madvarer fra din kost. Mange mennesker kan spise eller drikke små portioner af mælkeprodukter uden at få maveproblemer. Og nogle typer mælkevarer kan bedre fordøjes end andre. Fedtfri almindelig yoghurt og fedtfattig ost er særligt næringsrige valg. Og prøv om laktosefrie mælkevarer fungerer bedre for dig.

Bønner

Nogle mennesker er nødt til at gå udenom bønner på grund af den luft og smerte det fører til i maven. Men hvis du har udelukket bønnerne, så skal du måske tænke dig om. Bønner er nemlig en fantastisk kilde til fibre, ligesom de fedtfattige bønner indeholder en stor del proteiner og jern. Det er en mulighed ganske langsomt at tilføre bønner i din kost. Begynd med en lille portion et par gange om ugen.

Alkohol

Moderat alkoholforbud kan tilsyneladende reducere risikoen for hjerteanfald og visse typer af slagtilfælde. Men når man er blevet midaldrende, kan alkohol også påvirke kroppen på anden vis, også selv om du er vant til at drikke et dagligt glas vin til maden. Alkohol påvirker din søvn og blodtryk, ligesom det kan være årsag til hypoglykæmi, hvis du har diabetes. Du skal også være opmærksom på, at alkohol kan have indflydelse på, hvordan din medicin virker. Har du med alderen opbygget et for stort alkoholforbrug er det naturligvis ikke sundt, tal med din læge.

Koffein

Selv om koffein for mange kan være helt problemfrit, så er der nogle mennesker, der oplever uro og rystelser ved for stort indtag. Koffein kan øge hastigheden i dit hjerteslag og give søvnproblemer. Hvis du vil skære ned, så sørg for at gøre det gradvist og langsomt. At stoppe dit koffein-indtag for hurtigt, kan medføre hovedpine, kvalme og opkast. Udskift langsom dine koffeinholdige drikke med vand, urtete og kaffe uden koffein.

Kød

Nogle af de sundeste udskæringer af kød, som f.eks. en mager bøf, kan være sværest at tygge. Mens f.eks. en hakkebøf kan være bedre for tænderne, er det ofte et mere fedtholdigt valg. Hakkekød kan indeholde helt op til 20 pct. fedt. Hakket kød har desuden vist sig at øge risikoen for kræft. Blandt andet pga. stegeskorpen. Tænk på andre og sundere kilder til protein – f.eks. fisk.

Saltet mad

Hvis du er over 40 eller i en risikogruppe, skal du holde rigtig meget igen med saltet. Og du skal tænke på det hver dag. For meget salt kan øge dit blodtryk og medføre øget risiko for hjerteanfald og slagtilfælde. Der, hvor du oftest støder på store mængder af saltet mad er i forarbejdede produkter som f.eks. frostmad, snacks, salatdressinger og frokostskåret mad. Læs indholdsfortegnelsen nøje og gå efter produkter med kun lidt salt eller sodium, som det ofte betegnes.

Rå grønsager

Hvis du har følsomme, svage eller manglende tænder, kan det være, at du skal passe på med at spise rå grønsager. For ikke at gå glip af de vigtige vitaminer og fibre, kan du koge grønsagerne lidt blødere eller du kan mose f.eks. gulerødder, så du kan lave supper og stuvninger ud af dem.

Rå bønnespirer

Bønnespirer indeholder rigtig meget B-vitamin og andre næringsstoffer. Men rå spirer kan også være en sundhedsrisiko for mennesker med et svækket immunsystem. De er nemlig dyrket under varme og fugtige forhold, og risikoen for at de indeholder fremmede bakterier er derfor større end ved andre friske råvarer. Hvis du vil spise spirer, så kogt dem inden.