Skip to main content
Det er vigtigt at kende tegnene og risikoen for hjerteflimmer, da det øger risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde.

10 tegn på at du lider af hjerteflimmer

Er du træt og svag eller har hurtig puls, så kan det være tegn på hjerteflimmer, der rammer flere og flere danskere, men de færreste er opmærksomme på symptomerne.

{snippet start}

Hjerteflimmer er det populære navn på atrie fibrillation, som medfører at hjertet pumper ujævnt og øger risikoen for blodpropper.

Den præcise årsag til at nogle rammes kendes ikke, men årsagen er en en ujævn elektrisk impuls, der medfører at forkamrene, atrierne, som tager blod ind i hjertet, når de trækker sig sammen, ikke fungerer optimalt. Atriernes flimren kan medføre at blodet når at størkne og risikerer at blive pumpet videre som klumper, der kan medføre blodpropper i arme, ben og hjerne. De vigtigste og mest alvorlige er blodpropperne i hjernen.

20.000 danskere rammes årligt af sygdommen, men eksperter antager at op mod hver fjerde dansker i fremtiden vil blive ramt fordi vi lever længere.

Alder er nemlig en af de væsentligste risikofaktorer for hjerteflimmer.

Andre risikofaktorer er

  • Alle typer hjertesygdom
  • For højt blodtryk
  • Forhøjet stofskifte
  • Overvægt
  • Diabetes
  • Kronisk lungesygdom
  • Nedsat nyrefunktion
  • Et stort forbrug af alkohol

Det er vigtigt at blive behandlet for hjerteflimmer, da sygdommen ikke bare forøger risikoen for et slagtilfælde, men også på længere sigt kan medføre hjertesvigt.

Hjertesvigt skyldes at hjertets vægge er blevet tykkere og dermed mindre effektive fordi det skal arbejde mere.

Men for overhovedet at finde ud af om du lider af atrieflimmer, skal du jo kende tegnene. Desværre kan mange af tegnene nemt forveksles med almindelige problemer forbundet med f.eks. overgangsalder eller almindelig alderdom.

Det tydeligste tegn er selvfølgelig en følelse af at hjertet slår uregelmæssigt, men andre symptomer kan være:

  • Brystsmerter eller trykken for brystet (gå straks til læge)
  • Generel træthed
  • Hurtig og uregelmæssig puls
  • Svimmelhed
  • Åndenød og angst
  • Svaghed
  • Mathed eller forvirring
  • Træthed under træning
  • Stærk sved

En ny undersøgelse fra University of Adelaide viste, at vægttab markant reducerer risikoen for hjerteflimmer.

Undersøgelsen fulgte 365 kraftigt overvægtige patienter med hjerteflimmer gennem fire år, hvor de forsøgte at tabe sig.

Resultaterne var markante. Patienter, der tabte mindst ti procent af deres vægt havde en seks gange højere chance for helt, at slippe af med deres atrieflimmer.

Men hvis ikke du er overvægtig er der forskellige behandlinger, som enten reducerer risikoen for blodpropper med blodfortyndende medicin eller medicin, der enten sænker pulsen eller fastholder hjerterytmen. Elektrisk stød kan også være en måde at komme problemet til livs.