Skip to main content
Hedeture er desværre ikke et kortvarigt fænomen hos halvdelen af kvinder.

Hver anden kvinde har hedeture i 7 år

{snippet start}

Mere end halvdelen af alle kvinder i overgangsalderen oplever de ubehagelige symptomer som hedeture og nattesved i syv år eller mere, viser en ny undersøgelse.

"Kvinder bør ikke blive overraskede, hvis deres hedeture varer flere år," siger Nancy Avis, der er professor i samfundsvidenskab og sundhedspolitik på Wake Forest School of Medicine i Winston-Salem.

Fire ud af fem kvinder oplever hedeture og nattesved i årene før, deres menstruation ophører, og nogle må leve med næsten 12 års ubehagelige symptomer, viser undersøgelsen. De kvinder, der nøjagtig kunne sige, hvornår de havde deres sidste periode, rapporterede symptomer i gennemsnit 4,5 år efter.

Resultaterne er offentliggjort i JAMA Internal Medicine.

Menopausale symptomer påvirker livskvaliteten, forstyrrer søvnen og resulterer i dårligere fysisk helbred.

Overgangsalderen opstår oftest i alderen 45 til 55 år. Symptomerne skyldes lavere niveauer af østrogen og andre hormoner. Fælles blandt symptomerne er hedeture og en hurtig følelse af varme, der ofte er ledsaget af svedtendens.

”En mulighed er hormonbehandling, der imidlertid ofte undgås, fordi det har været forbundet med en øget risiko for brystkræft,” siger Avis. "Og kvinder, der har haft brystkræft, kan ikke tage hormonbehandling," bemærkede hun.

Øget kræftrisiko

For nylig rapporterede forskere i The Lancet, at hvis kvinder tager hormonbehandling i mindre end fem år efter menopausen, så stiger deres risiko for kræft i æggestokkene med omkring 40 pct.

Men der er alternativer til hormonbehandling.

"Tal med din læge om dine symptomer, hvis de forstyrrer din livskvalitet. Der er effektive behandlinger til rådighed," siger dr. Jo Ann Manson, der er chef for forebyggende medicin på Brigham and Women 's Hospital i Boston.

"Nogle kvinder kan have brug for flere typer af behandling for deres hedeture," siger Manson.

”Lave doser af oral prævention kan lindre hedeture og nattesved for kvinder, hvis symptomerne begynder, før de går gennem overgangsalderen,” siger hun.

”Er de kommet igennem overgangsalderen, kan de derefter skifte til en ikke-hormonel behandling," siger hun.

I første omgang kan man i.flg. eksperterne søge at undgå koffein, alkohol, rygning, krydret mad, drikke koldt vand og holde soveværelset køligt.

"Desuden kan lave doser af antidepressiva lindre hedeture."

"Kvinder, der ikke ønsker at tage medicin, fordi det altid har bivirkninger, har prøvet alternativer såsom akupunktur, yoga, langsom og, dyb vejrtrækning samt meditation," siger Avis.

I undersøgelsen deltog 1.449 kvinder i perioden 1996 til 2013.

Alle rapporterede at have hyppige hedeture og nattesved i mindst seks dage i løbet af to uger.

I gennemsnit varede symptomerne i 7,4 år, men jo tidligere symptomerne kom, desto længere fortsatte de.

De, der havde hedeture og andre menopausale symptomer inden overgangen til overgangsalderen, havde i snit symptomerne i 11,8 år.